Historien om et helt almindelig liv


- et helt almindeligt liv

Når livet gør os ondt

- det er ikke alt der er lige godt bag de lukkede vinduer

Historien om  Jens 

 

Jens var fra allerede fra han var en lille dreng en stille fyr, der hver morgen han slog øjnene op, tænkte ved sig selv: jubiii, en ny er begyndt, selvom han allerede nu vidste at der ikke var ret meget at komme efter. Han var en stille dreng der havde lært at klare sig selv, fordi forstyrrede man far var der ballade, og mor havde også fundet ud af det var bedst ikke afsige for meget. Både mors og fars opvækst havde heller ikke været noget at råbe hurra for, da der både havde været svær sygdom og alkohol indblandet.  Jens familie var ikke verden bedste, så mor og far bliver skilt, og mor finder en ny kæreste. Far arbejder videre som han altid har gjort, og han havde egentlig heller ikke tid. Guds nåde trøste, hvis man forstyrrede ham i det han havde gang i, ”for man ku’ da nok se han var i gang med noget” og ” man forstyrre ikke folk der spiller guitar”, lød parolerne. Selv når Jens hylede, græd og skældte ud, måtte han ikke udtrykke sin utilfredshed.

 

Tidligt i livet havde Jens lært at tilsidesætte og opgive sine behov, lært at det var vigtigere andre fik det de havde brug for, og måske var der lidt til ham bagefter. Allerede nu havde Jens ubevidst fortrængt behov i en sådan grad at han ikke længere kunne mærke dem, eller vidste at han havde dem. Senere i livet blev mønsteret overført til de relationer Jens indgik i, og han var villig til at opgive sine behov, bare de ville være sammen med ham.  Det som var en overlevelsesstrategi som barn, da et lille barn ikke kan overleve at føle sig elsket levede videre i Jens som voksen. Og jens havde lært at det ikke kunne betale sig at udtrykke sin utilfredshed, og de følelser der fulgte med.

 

I terapien lærte Jens det er okay at have behov, og terapeuten hjalp Jens med at finde de ”glemte” behov. Jens lærte at udtrykke sine følelser og behov. Jens lærte at det var helt normalt at have følelser og behov, og det han havde lært hjemme var godt da han var barn, men ikke virker særligt godt som voksen. Den sorg og vrede der også var forbundet med at komme i kontakt med den virkelighed  lærte Jens også at være sammen med og udtrykke på en konstruktiv måde. Når man er i en sund og ligeværdig relation er alles følelser og behov lige vigtige.

 

Er det mon min skyld, er jeg så forkert ?

- man føler sig aldrig ensom når man er samme med sig selv...

Mor og hendes nye mand lever det man kan kalde et lidenskabeligt liv, med en del hel del alkohol på bænken og den lokale bodega. Når de kommer hjem har mor nok sagt eller gjort et eller andet, og skænderierne var i gang og mor fik tæsk. Stemningen  hjemme var nu trykket, papfar var igen gået på druk og mor sad og græd ude i køkkenet. Og Jens gjorde som så mange andre børn gør, begyndte at trøste mor. Og som dage skred frem lovede papfar bod og bedring, og det hele begyndte forfra igen. Jens var nu en halvstor men også sårbar dreng, der ganske vist havde lært at klare sig selv, og vidste man ikke skulle være til besvær. Og Jens havde tillige lært og påtaget sig den meget vigtige opgave at trøste mor, og når han søgte trøst hos far, trøste ham fordi det  var da ingenting i forhold til hvad han havde oplevet som barn, og så fik Jens hele hans historie. Og protesterede jens fik han at vide: ”man skal ikke afbryde når nogen taler og jeg er lige i gang med at fortælle noget” og far fortalte videre...

 

Jens blev mere og mere i tvivl om der var noget galt med ham, om det var hans skyld, at han gjorde noget forkert. Og han begyndte med at gøre sig mere umage med at være mere sød, ikke være tilfreds, da det jo var hans skyld og ham der var forkert måtte de jo være ham der skulle ændre sig.

 

I terapi lærte Jens at der ikke var noget galt med ham, at han var god nok, at han faktisk er et rigtig godt og elskværdigt menneske. Der er ikke noget galt i at være sød og ordentlig, men det kan ikke kun være Jens der har al skyld for at det ikke går godt i hans relationer. Det kan højest være 50% Jens der har ansvaret/skylden, hvis noget går galt.

Jens var også blevet noget ustyrlig, og kom let til at gå over sine egne grænser, hvor efter han begyndte at beklage sig og gøre sig til offer for andres krav, og til sidst krænke dem ved bl.a at tale om dem som krævende, selvoptaget  og utaknemmelige monstre.

 

Terapeuten lærte Jens at det var hans ansvar at stoppe sig selv, og når han ikke gjorde det, blev han selv lige så krævende og selvoptaget som dem han påstod var monstre. Langsomt lærte Jens at han selv kunne gøre noget der gjorde en kæmpe forskel på hvordan han oplevede andre, og hvordan han havde det selv.

I skolen var Jens et nemt offer, alle kunne se at mor og papfar drak, og mor med jævne mellemrum havde mere blå øjne end solbrillerne kunne dække. Skolen var en tid som var præget af mobning og manglende støtte hjemmefra, ret hurtigt uden mulighed for hjælp til lektier, eller hvordan man gør sammen med andre så det går godt. Ingen gjorde noget, lærerne vidste det, end ikke far havde tid til at opdage at det var helt galt derhjemme. Da mor søgte sikkerhed hjemme hos far, banket gul og blå, syntes han ikke at reagere i forhold til os børn. Dog havde en vikar en periode set noget, og tog Jens med hjem ind i mellem, hvor Jens kunne være sig selv uden krag, og fik samtidigt lidt lektiehjælp.

 

Undervejs i det terapeutiske forløb blev det mere og mere tydelig for Jens, at han ganske vist en gang var offer, da han som barn var udsat for forskellige overgreb, men nu var han jo voksen. Som lille var han afhængig af mor og far, og sidenhen ”vennerne”, selvom de ikke altid behandlede ham godt. Som voksen kan Jens sige fra og til hvad han vil være med til, og ikke lade sig behandle som en dørmåtte.

 

Søsteren var i en tidlig alder smidt ud hjemmefra, da hun gik imod papfar, så jens stod alene midt i alt kaos. Jens der nu havde lært at klare sig selv fik en læreplads og begyndte at tjene nu penge og skabe sig en familie. Det eneste Jens ikke havde lært var hvad var en god familie, men han kunne mærke hvornår noget var rart og noget ikke var så rart. Men følelserne var der stadig, Jens følte sig forkert, at det var hans skyld hvis noget ikke var godt, så han måtte gøre noget. Jens havde heller ikke nogen god model af en familie eller det at være far, eller mand. Og han vidste heller ikke hvordan han skulle gøre for at være en god kæreste, han måtte bare gøre det så godt han kunne.  Dog vidste han noget om hvornår noget føltes rart og ægte fordi han havde oplevet det før med vikaren, og hvornår noget ikke føles så rart.Men Jens vidste intet om hvad der var en normal sund relation, og hvad man skulle forvente.

 

Jens fik sin egen familie og børn, og inderst inde betød det så meget at have sin egen familie at Jens ville gøre alt for at det skulle gå godt. Men Jens havde ikke lært kende sunde menneske fra usunde, og Jens adfærd og personlighed som kunne rumme alle, tiltrak de forkerte. Og når noget var galt i Jens familie påtog jens sig skylden, så snart nogle ville give ham den. Af frygt for at konen skulle forlade Jens gik han med til mere og mere, og det ”umuliges teater” var nu godt i gang. Lige meget hvad Jens gjorde skulle det gå galt, og Jens endte med at blive skilt og miste alt hvad der betød noget for ham. Hele verden viste Jens var den skyldige, og Jens var i tvivl om hans eksistens berettigelse, havde han overhovedet ret til at leve...?


Tankerne kørte i Jens hoved og følelserne galoperede afsted, ind i mellem dulmer Jens som så mange gange før følelserne med en øl for meget. Det virkede ikke ret godt, fordi dagen efter var alt som før, bare meget værre, for så kom skammen og skyldfølelserne, sorgen og sagnet, selvom han bare havde gjort det jeg havde lært hjemmefra. Jens var i virkeligheden ikke ret god til at håndtere sig selv og livet, og det blev mere tydeligt for ham at han havde brug for hjælp

Jens havde udviklet et mønster hvor han påtog sig ansvaret og skylden for alt, og efterfølgende gjorde sig til offer for  andre, for derefter krænke dem, som tog imod alt det Jens gav for at blive elsket en lille smule. Når så Jens havde gået alt for langt og gået med til alt for meget kom det nogle gange til voldsomme udbrud, som gjorde at andre trak sig fra ham, hvorved Jens kom til at føle sig forladt og uelsket. Nu gjorde Jens sig endnu mere umage for at være ekstra sød og givende, fordi så måtte de kunne elske ham og give ham den kærlighed som han havde så hårdt brug for.  Livet var for Jens så stressende  at leve at han til tider brugte stimulanser som Hash og alkohol for at finde ro og holde angsten på afstand og undgå at mærke sig selv. På andre tidspunkter var Jens opgivelse så stor at han oplevede sit liv så deprimerende at han havde mest lyst til at tage sit eget liv...

 


- selv når noget ikke længere er, har drømmene stadig et liv...

Jens genkendte i terapien sine mønstre og lærte at nogle af de følelser han mærkede i forskellige situationer var gamle følelser fra noget der var sket i fortiden, som gjorde at hans reaktioner ofte kom ud af proportioner  i nutiden. Hans tidligere erfaringer gjorde også at Jens undlod at gøre noget fordi det nok endte galt, eller han blev for meget. Jens fik hjælp til at mærke og rumme sine følelser, samt finde en passende reaktion på det der sker i situationen og stå ved sin sårbarhed.

 

Langsomt men sikkert begyndte Jens at synes bedre og bedre om sig selv, og det han oplevede som mindreværdsfølelser,  blev til han faktisk godt kunne lide og elske sig selv. Og det på trods af Jens nu stod langt mere ved sig selv som et helt menneske på godt og ondt. Endvidere blev det tydeligt hvordan jens selv havde medvirket til at gentage den tilknytningsform han havde lært hjemmefra, i sine relationer , især relationer til kæreste, venner osv..

 

Som tiden gik kunne Jens langt bedre håndtere andre måder at oplever verden på end den han havde lært hjemme. Han kunne også forestille sig være motiveret til deres handlinger, uden det havde noget med ham at gøre. Og han blev mindre og mindre optaget af hvad andre tænkte om ham, og langt mere optaget af hvad han selv syntes.

 

Formentlig er ingen mennesker født onde, nogle mennesker har ondt og kommer til at gøre andre ondt, men det er ikke sikkert de ved det. Langt de fleste mennesker gør det bedste de kan, det er bare ikke sikkert de har lært det der skal til for at de kommer til at gå godt. Og selvom det var svært måtte Jens lære at leve med smerten fra hans oplevelser  i livet, og tilgive sig selv og andre, fordi de gjorde jo bare det bedste de havde lært.

 

Det blev det vigtigste vendepunkt  for Jens, den dag han rakte ud efter hjælp...


Henning Falsing Leach

Psykoterapeut MPF


Dynamisk Relationsorienteret Psykoterepeut



© Copyright. All Rights Reserved.